Tandem Spring FAQ

Hvornår kan jeg springe?

Typisk i weekenderne fra kl 9:00 til 19:00.
Har du specielle ønsker, så skriv til tandem@aafc.dk, vi kan også være fleksible, men det kræver både en pilot og en tandemmaster for at vi har mulighed for at afvikle dit spring.

Hvordan og hvornår aflyses et spring?
Typisk kan vi pga. vejret ikke aflyse noget før på selve dagen. Hvis vejret ser helt håbløst ud aflyses alle spring fra morgenstunden. Ellers aflyses springet først, når vi kan se at det ikke kan lade sig gøre.

Vigtigt: Vi er ikke meterologer, vi kan ikke forudsige vejret bedre end Voldborg og DMI, så venligst lad være med at ringe angående vejr. 
Det er alene op til Pilot og Tandemmaster om springet kan gennemføres vi ringer så snart beslutningen er taget.

Mit spring er blevet aflyst hvad gør jeg?
Det letteste og hurtigste både for dig og os er at du booker en ny tid via bookingsystemet (Book Tandemspring!).

Hvad skal passageren have på af tøj?
Almindeligt tøj og fornuftigt fodtøj, ingen stiletter eller klip-klappere. (Medbring gerne varme handsker forår og efterår).

Må passageren have drukket alkohol før springet?
Nej, selvfølgelig ikke.

Passageren har en sygdom – må han/hun springe?
Som hovedregel skal en passager i sådanne tilfælde spørge sin egen læge.

Kan jeg få filmet mit spring?
Ja! Video kan tilkøbes på dagen og vil blive udført enten med håndmonteret videokamera eller en ekstern video-mand som springer med og filmer springet. Du modtager ca. en uge efter springet en DVD med en færdigredigeret film.
Pris 500 kr. – Ønskes video bedes dette oplyses ved booking, eller senest på springdagen.

Hvorfor skal i kende min vægt?
Hvis det blæser meget (over 7-8 m/s), er det ikke sikkert at springe med meget lette personer. Derfor kan det også forekomme, at dit spring bliver aflyst pga. vind, hvis du vejer under 70 kg.